Kaar det er ved at være et stykke tid siden I har hørt fra mig. Jeg har bare haft så super travlt, at jeg slet ikke har haft tid til at skrive. Der er sket så meget på det sidste, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte!!!
I søndags blev inviteret til middag hos Johanne og Kim, Anne og Kikis vennepar. De skulle have haft gæster på besøg, som havde meldt afbud i sidste øjeblik. Der stod de så med en kæmpe rensdyrsteg, som de ikke vidste hvad de skulle stille op med. Så de inviterede mig forbi, og det passede mig egentlig meget godt for jeg orkede ikke at lave mad den aften.
Mandag var dagen hvor jeg valgte at få en lille alvorssnak med personalet omkring hovedsageligt sukker, og om maden der serveres i insitutionen. Den oprindelig plan var, at jeg først ville gøre det i næste uge, men jeg følte mig nødsaget til at gøre det med det samme. Jeg følte nemlig at det var vigtigt for mig og ikke mindst for dem som institution. Idéen var også lidt at sætte dem på prøve, og se om de var villige til at lave om i madplanen efter mit oplæg. I oplægget fortalte jeg blandt andet om hvor meget forskellige fødevarer indeholder af sukker, og om følgesygdommene ved en for usund kost så som fedme, hjerte-kar-sygdomme m.m. Jeg fik rigtig god feedback fra nogle af medarbejderne. De lyttede og deltog aktivt ved at stille en masse spørgsmål, mens jeg kunne se på nogle af de andre, at det var da bare det kedeligste de nogensinde havde hørt. Jeg fortalte dem også hvor usund noget af deres mad nogle gange var. Fx. fik børnene brunsvigere med varm kakao i fredags. Det var da den mærkeligste frokostret jeg nogensinde har oplevet!!!
Jeg skar det tydeligt ud i pap for dem, at jeg ikke kunne forstå at de har nultolerance overfor slik, når den mængde sukker de giver børnene alligevel svarer til sukkerindholdet i slik, hvis ikke højere!!!!! Må indrømme at jeg bagefter ikke følte mig super populær, men syntes at det var på tide at de fik et wake-up call. Desuden gjorde jeg det for deres skyld og ikke mindst børnenes! Dagen efter var der frugt samt mælk på menuen – Så mon ikke de alligevel har lært lektien? 
Efter endt arbejdsdag havde jeg en aftale med min ven Stephan. Vi tog på en thailandsk restaurant, hvor vi fik and (det var jo Mortens aften). Efter middagen tog vi et smut op på Barista og fik en kop varm kakao.
Igår var lidt af en hektisk dag. Jeg holdt et kort oplæg for børnene om usund/sund kost, hvor jeg inddrog dem ved at stille dem spørgsmål om hvad deres livret var, og om de spiste mange søde sager m.m. Det var svært at få ro over gruppen for de var meget vilde, og nogle gad ikke at lytte efter. Jeg havde arrangeret et aktivitetsløb som havde relation til mit oplæg. Børnene blev inddelt i hold og gik fra stue til stue, hvor de skulle udføre forskellige aktviteter. Efter alle havde været igennem aktiviteterne serverede vi boller for dem i spisesalen. Desværre var der mange ting der gik galt undervejs. Nogle af børnene stod af, der gik lidt kuk i rækkefølgen og nogle af medarbejderne havde tydeligvis ikke forstået hvad deres opgave ved posten gik ud på. Da jeg fik fri i går var mit hoved helt ørt, og jeg var glad for at arbejdsdagen endelig var overstået!
Om aftenen var jeg blevet inviteret til middag hos min barndomsveninde Sirís forældre. De lignede sig selv og var præcis som jeg huskede dem. De havde også inviteret nogle af mine forældres gamle venner, Jakob, Henrik og Inge. Jeg blev udspurgt om alverdens ting, og de syntes alle at det var modigt at jeg var stillet op til sådan en gang udspørgen. Det var skønt at gense dem også fik vi lækker mad. Efter alle var gået tog jeg med Sirí op for at se hende og Mies, min anden barndomsveninde, lejlighed. Mie viste mig et billede fra dengang vi var små, hvor vi var klædt ud til fastelavn, som hun har stående ude i køkkenet. Hun var klædt ud som præst og jeg som Batman. Det var så fint så fint!
Det fine barndomsbillede - Er vi ikke søde? 
En ting der fik følelserne frem i mig var, da hun fortalte mig om hvordan hun oplevede det dengang jeg blev syg. Det skal lige siges at Mie og jeg var uadskillelige da vi var mindre. Hun boede nærmest hjemme hos mig.
“Vi var jo hele tiden sammen, og pludselig var du bare væk. Det var så forfærdeligt!”.
Jeg blev virkelig rørt da hun sagde det til mig. Mest af alt fordi jeg på intet tidspunkt har tænkt på hvordan hun oplevede situationen. Så jeg må indrømme at jeg blev lidt vemodig, men er bare rigtig glad for at jeg er tilbage, og har genset henden Fra nu af håber jeg at vi kan holde kontakten!
For engang skyld tog jeg bussen på arbejde i morges, og på vej derud fik jeg øje på min gamle børnehave og de røde blokke hvor min familie og jeg har boet. Det så bare så småt ud, og jeg husker det som meget meget større, men nu var jeg jo heller ikke så gammel dengang. Så det har nok noget med det at gøre.
Det fik mig også til at tænke på én bestemt historie. Den historie om hvor jeg gik alene over i børnehaven da Lisa var taget på arbejde, og Tom stadigvæk lå og sov. Jeg ville i børnehave, og jeg gad da ikke at vente på at Tom vågnede. Så jeg smuttede derover selv. Da Tom vågnede var han meget bekymret, og kunne ikke forstå hvor jeg var henne. Da han kom over i børnehaven sad jeg lige så pænt og spiste morgenmad. Hihi!
Idag stod jeg for madlavningen i Neriusaaq. Jeg lavede en ordentlig omgang lasagne samt råkost salat bestående af gulerødder, ananas, appelsiner og rosiner. Det var en succes og både personale og børnene spiste med glæde. Det var dejligt at se
Henne i institutionen er der en medhjælper ved navn Nisii. Han har arbejdet i Neriusaaq i maaange maaange år. Han startede der i 1979, og har efterfølgende været i nogle andre institutioner, men er igen tilbage i Neriusaaq. Idag fandt vi ud af at han også arbejdede i Neriusaaq dengang jeg gik der. Det er altså lidt underligt at tænke på
Jeg fandt nogle gamle fotoalbums frem derhenne på opfordring af en af mine kolleger. Hun vidste at de havde en masse gamle billeder liggende, og sagde at der måske var nogle fra min tid. Der var så mange albums, og det var sjovt at sidde og kigge dem igennem. Pludselig genkender jeg en person på et af billederne, og gæt hvem det er? Min barndomskæreste Aputiaq!!! Det kunne være hyggeligt at se ham igen, hvis han stadigvæk bor i byen. Det tror jeg at jeg vil finde ud af, og prøve at kontakte ham. Det kunne være lidt sjovt!
Lige så stille opgav jeg at finde et billede af mig selv, men det blev faktisk til hele 4 billeder! Dem har jeg fået og også billedet af Aputiaq. Så jeg er meget lykkelig! Det har været en skøn dag idag, og de billeder har bare gjort et eller andet ved mig. De betyder rigtig meget for mig, og glæder mig sådan til at komme hjem og vise jer dem!!!!
Dagene går hurtigere og hurtigere, og jeg kan slet ikke følge med! Jeg nyder hver dag som var det min sidste! Jeg føler mig hele tiden rigtig glad og føler et enormt overskud, som jeg håber jeg kan bevare når jeg vender hjem. Det dejligste er næsten at jeg ikke har følt mig stresset på noget tidspunkt under mit ophold.
Én ting jeg har tænkt på, er at det er første gang at folk har kunnet udtale og stave mit navn korrekt. Nogle gange tør jeg faktisk ikke selv at udtale mit navn, fordi jeg er blevet vant til at udtale mit navn med “dansk accent”, men her udtaler de det rigtigt og navnet er slet ikke fremmed for dem. Dejligt!
Når jeg tænker tilbage på de første to uger, hvor jeg konstant savnede Danmark, familie, venner m.m., så er det altså rart at jeg kan sige, at jeg føler mig rigtig godt tilpas heroppe nu. Jaaa jeg føler mig faktisk HJEMME!
Imorgen kommer Kiki hjem. Jeg ved ikke om Anne har taget beslutningen om at tage med eller om hun forlænger sit ophold hos sin søster i Danmark, men det finder jeg ud af i morgen. Har i hvert fald brugt et par timer på at gøre rent i dag, så der er fint til når de kommer hjem. Jeg glæder mig til at have dem hjemme igen!
Som I nok kan høre er der sket meget de sidste par dage. Dagene har været ubeskrivelige, meget rørende og uforglemmelige!
Far og mor: Jeg skulle hilse mange gange fra Jens, Naja, Jakob, Henrik og Inge. I er meget savnet heroppe! Jens og Jakob tænker tit på jer, og kunne enormt godt tænke sig at se jer igen heroppe Mor, kan du tilfældigvis huske hvad Aputiaq hedder til efternavn?
RETTELSE: Det var ikke min gamle børnehave jeg havde set, men min vuggestue. Så dengang jeg gik alene hjemmefra var det altså over til vuggestuen. Det gør alligevel historien lidt bedre – Tak for rettelsen farmand
Håber at alt er vel derhjemme!
- Aviaq
Det startede igår eftermiddags, og jeg var ret ynkelig at se på, fik jeg af vide. Så jeg hoppede i seng allerede kl.19, og har fået mig 12 timeres søvn. Jeg håber dog på at være frisk til i morgen, for det er meningen at jeg skal stå for den varme ret, men nu må vi se hvordan jeg har det. Jeg har bare ligget på langs hele dagen med remoten i hånden, drukket en masse vand og spandevis af the og håber på at det kan helbrede mig lidt. Keder mig allerede helt vildt!
